Denne lækre, vestjyske brakvandsfjord, byder på spændende fiskeri for hele familien. Begyndere, let øvede og de mere erfarne lystfiskere, kan alle finde spændende oplevelser og udfordringer i lystfiskeriets tegn, når Ringkøbing Fjord skal besøges.
Fjorden ligger ca. 1 km. i fugleflugt fra vores campingplads, hvor man både kan fange aborre, ål, skrubbe, skalle og gedde.
Nogle fiskepladser i fjorden er let tilgængelige andre ikke. Har man gummestøvler på eller eksempelvis waders, kan man komme til meget mere af fjorden end uden. Afvandings-kanaler, huller, diverse render og “blødbundede” områder, er en del af terrænet, som grænser ned til fjorden flere steder.
De fleste havne rundt i Ringkøbing Fjord må der fiskes i og omkring. Fra havnene er fiskeriet langt mere simpelt og kan dyrkes i alm. sko m.m.
Bork Havn er dog en af de få undtagelser, når det kommer til fiske-tilladelse. Man må ikke fiske inde i Bork Havn.
For den mere erfarne lystfisker eller sportsfisker, kan det være en spændende udfordring, at vadefiske efter fjordens store gedder. Det er flere steder muligt, at affiske større lavvands-områder, langs siv samt over tangbælter, i sin søgen efter brakvands-gedden.
Der er også laks og havørreder i Ringkøbing Fjord. Begge arter er dog fredet deri året rundt. Fanges en havørred eller en laks i fjorden, skal den nænsomt genudsættes.
Man skal være opmærksom på de fredningsbælter der er i Ringkøbing Fjord. Her er tale om helårs-fredninger, hvor man ikke må fiske indenfor hver af dem – året rundt.
Læs mere om bælterne ved at klikke på dette link og derefter på oversigtskortet. Skriv – Ringkøbing Fjord – i søgefeltet og se fredningerne. Klikker man på de markerede fredninger, kan man læse mere om periode, navn og for hvilke fiskemetoder fredningerne gælder.
https://fiskeristyrelsen.dk/lyst-og-fritidsfiskeri/fredningsbaelter-og-saerlige-lokale-regler/
Fiskearter i og omkring Ringkøbing Fjord + fiskesæsoner
Gedde: Gedderne i fjorden kan fanges året rundt. Det gælder både i det lave vand, samt i det dybe. Ringkøbing Fjord ikke dybere end 5 meter det dybeste sted.
Man skal være klar over at fjorden i det vestjyske er godt 30 km. lang, så der er meget vand at lede efter fisk i. Gedderne kan i reglen nemmest fanges i den inderste del omkring Nymindegab og et par km. mod nord derfra.
Fangstmetoder: Gedderne i fjorden kan fanges med wobler, spinner, jerkbait, blink, swimbait, agnfisk -fisket på bunden eller med prop,. Derudover også med spinflue, under fluefiskeri med geddefluer, samt med popper, jigs og shads m.m.
Om sommeren kan alle agn bruges, da gedderne jager i alle vandlag/vanddybder, men om vinteren jager de ikke så ofte nær overfladen efter føde. Det betyder at overfladeagn såsom popperen, ikke behøver at være i grejæsken i vintersæsonen.
Aborre: Der er rigtig mange aborrer i denne fjord. De kan stort set fanges overalt, især i sommersæsonen. D.v.s. i og omkring havnene, ude midt på fjorden, langs siv eller i en af de mange vige etc.
Fangstmetoder: Aborren er ligesom gedden, stort set altædende. Derfor kan man bruge mange typer af agn til denne velsmagende og flotte fisk. Herunder: Spinner, blink, wobler, jig, shad, agnfisk, orm, flue m.fl. Om sommeren kan de også fanges med popper.
Skrubbe: Skrubberne i Ringkøbing Fjord, kan fanges flere steder, året rundt. I de lidt dybere områder er det oftere nemmere at komme til dem, eksempelvis ved en af de mange havnes ind- og udsejlinger, samt i sejlrenden generelt. Fjord-skrubberne er kødfyldte og særdeles velsmagende. DTU Aqua har fundet ud af, at fjordskrubberne i Ringkøbing Fjord ikke er genetisk forskellige fra havskrubberne i Nordsøen. Men at grunden til den mere fyldige smag og kødets kompakthed skyldtes, et bedre eller mere konstant fødegrundlag.
Fangstmetoder: Fladfiskene fanges bedst via. brugen af et klassisk forfang med 2 kroge og enten børsteorm, regnorm eller sandorm. Man kan dog også bruge skalrejer eller stykker af fisk.
Ål: Ålene er til at fange allerede fra maj måned og hele sommeren igennem. Selv i starten af efteråret kan der være godt med ål i fjorden. De kan stort set fanges overalt, også i løbet af hele dagen. Der skal altid fiskes nede ved bunden eller lige over den. Fisk gerne tæt op ad siv, sten, pæle, tangbælter – alt der kan give skjul til en ål.
I de sene aften- og nattetimer kan de fanges overalt. I ly af mørket er de ofte langt mere fødesøgende og jager selv over den fineste sandbund, hvis der er fødeemner.
Fangstmetoder: Ålene kan både fanges med alm. regnorm, sandorm og børsteorm. Man kan også bruge mindre fisk og fiskestykker.
Her kan bruges et forfang til fladfisk eller et enkelt lod og en enkelt krog bundet i linen. Man kan også bruge en prop eller et penneflåd – et lod og en krog.
Skalle: Skallerne kan fanges året rundt, men er klart nemmest at få i tale om sommeren. Disse populære og sjove “begynderfisk”, kan fanges overalt i fjorden.
Fangstmetoder: Skallerne kan fanges med en prop/et flåd, hvor man har majs, orm, brød eller f.eks. dej på krogen. De kan både fanges i dybt vand og i lavt vand. Inde i Ringkøbing Havn er der mange skaller og til tider også aborrer. Begge arter kan ofte danne rammen om en hyggelig og fangst-rig fisketur med de små i familien. Der er skilte langs kaj og mole, der fortæller hvor man må fiske inde i havnen.